Være uundværlig i krisetider

Jeg startede min COVID-19-karantæne som mange andre, bekymret, fokuseret på det næste skridt og forestillede mig bare, hvordan den nærmeste fremtid ville se ud. Da jeg hørte rygterne om den spredte virus og potentielle lukninger, begyndte jeg at se sammenhængen. Så jeg tog en beslutning om at lukke min virksomhed fredagen før guvernøren i Pennsylvania besluttede officielt at lukke alle ikke-væsentlige virksomheder i mit amt. Flere uger forinden havde jeg en fornemmelse af, at tingene ville udvikle sig på denne måde. Det var ikke, fordi jeg havde nogen hemmelig indsigt fra pålidelige kilder, men mest fordi jeg var opmærksom på den smule information, jeg hørte her og der. Grin du bare, men tre uger før nogen overhovedet begyndte at tale om toiletpapir, bestilte jeg en industriel 96-pak hos Amazon. Tak, Jeff Bezoz, for dine store muligheder og hurtige levering!

Det viste sig, at toiletpapir blev en kritisk vare senere på måneden, og jeg spekulerede voldsomt på, om guld nu var næstmest værdifuldt efter toiletpapir. Jeg bestilte tonsvis af ting til min husholdning ud over toiletpapir i det pludselige tilfælde, at vi måske skulle på hospitalet. Mine instinkter fortalte mig, at hvis denne "virus-ting" viser sig at ligne det, Kina så, er hospitalet det sidste sted, vi har lyst til at tage hen for mindre medicinske behov. Min mand sagde til mig, at det højst sandsynligt var overkill, og jeg tror, han rullede med øjnene et par gange. Min tankegang begyndte at ændre sig, da jeg lavede en opgørelse over, hvad vi havde, og hvad vi ville få brug for til at klare os. Jeg begyndte at tænke mere på essentielle ting end på luksus, som vi sagtens kunne undvære. Havde vi virkelig brug for økologiske friske grøntsager, eller kunne vi reducere vores omkostninger og i stedet købe uorganiske, frosne alternativer. Jeg tog flere ture til købmanden et par dage ad gangen og fyldte op med vand og tørvarer i løs vægt. Tanken om, at "ikke-væsentlige ting" som tatovering også ville være en sidsteprioritet for andre derude, blev pludselig meget virkelig.

I slutningen af februar var jeg ved at gøre klar til at forny min erhvervsansvarsforsikring. På det tidspunkt var coronavirus lige begyndt at blive talt om her i USA. Jeg spurgte tilfældigvis mit forsikringsselskab, hvad der ville ske i det usandsynlige tilfælde, at vi blev lukket ned af regeringen? Han tøvede ved mit spørgsmål og sagde langsomt, at det var "højst usandsynligt", men at han ville undersøge det. Samme dag tænkte jeg, at eftersom han ikke vidste meget om den slags, skulle jeg måske spørge min udlejer om lidt indsigt. Min udlejers svar var næsten et ekko af mit forsikringsselskabs. Han var ikke uvenlig på nogen måde, men hans overordnede synspunkt var, at det var "højst usandsynligt", og at de aldrig havde haft med det at gøre før. Han ville også vende tilbage til mig. Det virkede ikke mærkeligt, og jeg forstod godt, at det var ukendt territorium, og jeg havde ingen forventning om udbetaling fra min forsikring eller gratis husleje fra min udlejer. Men jeg var meget nysgerrig efter, hvad der ville ske? Jeg vidste, at jeg ikke ville være den eneste, hvis det skete, og derfor måtte der være en eller anden form for struktur for den slags. Uanset hvad, ville jeg gerne lære mere. Jeg ville være forberedt og vide, hvad jeg skulle gøre, hvis det skulle blive så slemt.

Spol hurtigt frem til mandagen efter, at vi havde lukket, og vores guvernør udstedte en lukning af alle ikke-væsentlige forretninger. Skolerne blev lukket i de næste to uger med mulighed for længere. Alle skyndte sig at finde vand, toiletpapir, håndsprit og masker. Med det samme tænkte jeg, at det ER ved at ske! Det var godt, at jeg bestilte på Amazon for et par uger siden. Min teori, da jeg bestilte, var, at hvis jeg ikke havde brug for det, var det bedre end at have brug for det og ikke have det. Jeg har lært at samle penge sammen, fylde lageret op og forberede mig på nedgangstider i forretningen, siden jeg åbnede i 2003. Jeg var så heldig, at jeg overlevede finanskrakket i 2008. Dengang troede jeg, at det skyldtes, at min forretning var meget mindre, og at mine faste udgifter var mere overskuelige. Dengang og også nu tilbød jeg en luksustjeneste, og i 2008 fik jeg stadig kunder. Selvfølgelig var der en vis tilbagegang, men vi var ikke nødt til at lukke ned på grund af en virus som COVID-19. På det tidspunkt i min forretning tog jeg mig tid til at analysere mine tab og finde måder at minimere mine udgifter på for at kompensere for mine forventede tab. Da økonomien kom tilbage, gik alt tilbage til det normale, og alt var godt igen.

I tilfældet med COVID-19 blev alle ikke-væsentlige virksomheder bedt om at lukke af hensyn til vores store nation. Men vi ved alle, at det ikke var så godt for erhvervslivet, som er en indlysende andenprioritet i forhold til de førnævnte. Selvom det kan få mange virksomheder til at lukke, kunne mange små virksomheder og deres ansatte søge om lån og arbejdsløshedsunderstøttelse for at holde dem oven vande under lukningen. Den gode nyhed er, at der nu var tid til at skabe alternative indkomster, trimme unødvendige udgifter, skabe strategier for fremtiden, organisere eller hvad vi ellers havde lyst til at gøre! Regeringen har ret, når den siger, at kosmetisk tatovering er en ikke-væsentlig forretning, men vi ved, at vi er vigtige på en anden måde. De fleste af os har endda anført på vores samtykkeerklæringer, at "dette ikke er for at behandle en medicinsk tilstand", så vi ved, hvor uundværlig tatovering er under en krise. Det er dog vigtigt, at du ikke mister dit formål i denne tid. Du er nødt til at tænke på at komme tilbage til at hjælpe og udvide dit fællesskab, både dit onlinefællesskab og i din by eller dit amt!

At være essentiel

Hvis vi ikke kan tatovere, hvad kan vi så gøre for vores samfund? Selvfølgelig kan vi donere masker, handsker, desinfektionsmidler og isolationskjoler til vores hospitaler. Vi kan købe ting i butikken til vores ældre naboer eller dem, der har mange børn eller ingen bil. Vi kan arrangere sjove spil til at kommunikere online, eller endda nyttige træningstips til dem af os, der træner. Vi kan finde måder at være hjælpsomme på i en krisetid. Men lad os se på vores værdi som virksomhedsejere eller medlemmer af vores samfund i fortiden. Ventede vi på, at en krise ramte, før vi begyndte at forbinde os? Distancerer du dig i stedet for at forbinde dig? Hvis du lige nu forsøger at blive set, vil det ikke se godt ud for forretningen, da nogle vil se det som opportunistisk. Hvis alt, hvad du har at tilbyde, er indhold, der omgiver tatovering, kan folk kede sig, medmindre du er kreativ med formålet med indlægget. Hvis du gemmer dig væk, kan folk tolke det som, at din virksomhed eller dig som tjenesteudbyder er forsvundet. Jeg vil have dig til at identificere din rolle i dit fællesskab, og hvorfor den skal være konsekvent. Hvis du elsker det, du laver, vil det komme let til dig, og de fleste af jer gør sikkert allerede disse ting, men I ser dem måske ikke på samme måde som jeg gør. Så lad os dykke lidt dybere, skal vi?

Min virksomhed har længe været engageret i vores lokalsamfund, lige fra at tilbyde undervisning til støttegrupper for brystkræft, tilbyde rabatter til visse samfundsarbejdere, donere tjenester, arbejde frivilligt, skrive artikler for andre virksomheder, levere gaver til lokale, tale på gymnasier, deltage i byens eller historiske begivenheder og endda lægge uddannelsesinformation på vores byers Facebook-side. At ændre liv gennem kosmetisk tatovering har jeg udeladt, fordi det er indlysende og noget, vi alle kender og finder nemmest at dele. De begivenheder, jeg nævnte, er bare noget af det arbejde, vi har gjort i vores samfund, og jeg ønskede at omforme disse øjeblikke med mit samfund. Jeg ville have dem til at huske, at når vi alle kommer tilbage på sporet, vil vi ikke kun være der for dem igen, vi har også noget godt arbejde at fortsætte med at opretholde, ikke kun tatovering! Tanken om, at vi gør mere end at tatovere i vores lokalsamfund, siger meget om vores værdsættelse af dem. Folk kan godt lide at føle sig værdsat, og de kan også godt lide at støtte virksomheder, der giver noget tilbage.

De organisationer, vi giver til, de donationer, vi giver, de artikler, vi skriver, og de arrangementer, vi deltager i, er ikke tilfældige. Vores brand har kerneværdier, som vi udviklede for mange år siden, og derfor går vores partnerskaber hånd i hånd. Der er ingen, der betaler os for disse partnerskaber. For os giver vores partnerskaber mening. For eksempel: Vi støtter A Woman's Place, vores lokale non-profit organisation, ved at tilbyde gratis fjernelse af tatoveringer og camouflage af ar til personer, der har overlevet vold i hjemmet og sexhandel. Men hvorfor det? Tja, for mange år siden var jeg i et dårligt ægteskab, hvor jeg blev udsat for vold i hjemmet. Da jeg er en kvindeejet virksomhed og har et hjerte for mennesker i den situation, så jeg et behov, som min virksomhed kunne udfylde. Vi havde doneret tøj til dem i årevis, og for nylig adopterede vi et værelse, som mit team og jeg ombyggede gratis for at hjælpe dem med at opdatere deres faciliteter. Vi promoverede også deres sag på vores sociale sider. Jeg vil foreslå, at du samarbejder med dem, der giver mening eller har forbindelse til din virksomhed på en eller anden måde. Ejeren er grundlaget for virksomheden, og hvis forbindelsen er fornuftig, bør du måske opbygge relationer, hvor du kan give noget tilbage til samfundet.

Valeries opslag på sociale medier

• Instagram indlæg 1, indlæg 2, indlæg 3
• Facebook indlæg 1, indlæg 2

Tro det eller ej, men nogle gange er positivitet det eneste, folk har brug for. Vi ønskede at give vores publikum positive vibes og også knytte an til vores "væsentlighed" for vores samfund. Da nyheden om virussen først ramte, lagde vi et indlæg om håndvask ud for at uddanne folk i sikkerhed. Vi lavede en "husk hvornår" og viste en video, vi havde lavet, hvor mit team og jeg tog til et lokalt kvindehjem tidligere på året, hvor vi ombyggede et badeværelse i deres faciliteter gratis. Vi delte et billede af Dermagrafix-teamet, der afleverede gaver til vores henvisende læger og nævnte, hvordan vi alle savnede at gøre disse ting sammen. Det viser vores fællesskab, at vi er stærke sammen, og at vi ikke går nogen steder. Vi lavede også et par "throw back" før og efter indlæg, hvor vi lod vores kunder vide, at vi også savner at være der for dem. Alt, hvad der viser, at du interagerer med dit samfund, velgørenhedsorganisationer, dine glade kunder, dit personale, alle disse ting er påmindelser om, at du beriger liv og dit samfund.

Mens de store virksomheder beskæftiger tusindvis af mennesker, er det de små virksomheder, der udgør størstedelen af arbejderklassen, og hvor den lokale økonomi virkelig trives. Måske tilbyder du rabat til militærfolk og førstehjælpere, ligesom min virksomhed gør. Måske har du doneret nogle af dine forsyninger til det lokale hospital under krisen. Vid, hvem du er for dit lokalsamfund, og fortæl dit lokalsamfund, hvad du bidrager med. Andre vil være så taknemmelige for indsatsen, ikke bare for livsforandrende tatoveringer. Vi er så meget mere end det! Uanset hvad du gør, må du ikke forsvinde! Forbliv positiv og vær inspirerende, for folk kigger!